Fortsæt til indhold

SE BILLEDERNE - 15 hektar uhøstet mark gik op i flammer

Det var muligvis et henkastet cigaretskod som startede en særdeles voldsom markbrand på Krigsagergårds marker mellem Krigsagervej – Hillerødvejen – Møllevej.

Krimi
Af Allan Andersen

Omkring 15 hektarer uhøstet mark til en værdi af op mod 150.000 kroner forsvandt i et flammehav, tirsdag eftermiddag, og ilden opstod ikke under høstarbejde, idet landmanden endnu ikke var begyndt at høste på marken.
Ilden opstod i et hjørne af marken, tæt på krydset Krigsagervej – Ålekistevej i udkanten af Søborg ved Gilleleje og da ild ikke opstår af sig selv, kan brandårsagen være et skødeløst henkastet cigaretskod.
Alarmen indløb kl. 16.15 hvor samtlige brandfolk fra Gilleleje hurtigt kom ud af porten på brandstationen i Stæremosen.
Der var ingen tvivl om hvor de skulle hen, idet en gigantisk røgfane viste vej i horisonten. Røgfanen var så massiv, at den tydeligt kunne se helt ude på Hillerødvejen mellem Helsinge og Hillerød, det oplyste et vidne til Lokalavisen.dk på brandstedet.
Efter blot fire minutter blev der slået alarm til den anden brandstation i Gribskov Kommune, om straks at komme til assistance med alt disponibelt mandskab – og det skulle vise sig at være en fornuftig disposition.
Grundet den lette vind så bevægede ilden sig rimeligt roligt, men spredte sig alligevel meget hurtigt i den særdeles tørre mark, der som beskrevet ikke var blevet høstet endnu.
Mandskabet fra Gilleleje gik løs på branden med alle metoder, lige fra vandkanonen på tankvognene til enlige brandfolk med branddaskere – alt blev sat ind mod ildens hærgen.
Trods indsatsen så bevægede ilden sig opad fra Krigsagervej og opad mod Møllevej, stort set parallelt med Hillerødvejen, og var tæt på at springe gennem et større levende hegn og ud på endnu en uhøstet mark.
Her nåede brandkøretøjerne fra stationen i Helsinge frem i rette tid, og fik sammen med mandskabet fra Gilleleje sikkert nedkæmpet ilden.
Der var indsat ialt 21 brandfolk, og samtlige køretøjer fra begge brandstationer i Gribskov Kommune til nedkæmpelse af markbranden.
Ialt brændte der omkring 15 hektarer uhøstet mark, og det skulle angiveliogt modsvare en værdi på ca. 150.000 kroner som gik tabt i flammerne.
Ingen personer kom noget til ved den kraftige markbrand.

Brandfolkene knoklede, idet ilden havde kurs mod to andre landejendomme, samt omkringliggende marker. Ilden nåede ikke at sprede sig udenfor markstykket.
Politiet spærrede Møllevej for trafik, idet ilden rasede frem mod vejen. Heldigvis var ilden nedkæmpet inden den nåede til Møllevej.
Røgfanen kunne ses helt til Hillerød ifølge flere vidner til den voldsomme brand. En havde fulgt røgfanen fra midtvejs mellem Hillerød og Helsinge.
En traktorfører kørte til assistance helt fra Esrum, hans plov var en stor hjælp til at få lagt et bælte og vendt jorden så gløderne blev kvalt.