"Det må aldrig ske igen"
Ny hundelov vedtaget i dag
Kritikerne hader hundeloven, fordi den har kostet uskyldige hunde livet - tilhængerne elsker den og mener, den skaber større tryghed. I dag vedtog Folketinget en ændring af hundeloven, så den ifølge politikerne både skaber tryghed, men samtidig hindrer det som fødevareminister Dan Jørgensen kalder 'unødige aflivninger'.
En af de store knaster i hundeloven er den såkaldte skambidningsparagraf, som i den hidtidige lov betød, at politimesteren skulle sørge for aflivning af alle hunde, der bed et mennesker eller en anden hund. Fremover skal hver enkelt sag vurderes af en hundesagkyndig, så man ikke afliver hunde, der fx har bidt en anden hund under leg eller selvforsvar.
"Hunde skal selvsagt ikke bide og der skal være mulighed for klare sanktioner, hvis de sker. Men situationer hvor hunde aflives, fordi de fx i leg kommer til at bide en anden hund, må aldrig opstå igen," siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).
"Samlet set har jeg forsøgt at lytte til de mange hundeejere, som har været utrygge for at deres kæledyr måske en dag blev skudt eller aflivet, fordi de var løbet væk eller kommet op at toppes med en anden hund. Den nye lov giver mere tryghed for hundeejere," siger Dan Jørgensen.
Loven byder også på en anden ændring, så det i fremtiden bliver forbudt at skyde strejfende hunde. Til gengæld kan ejeren risikere en bøde på op til 2.000 kroner, hvis ejerens hund gentagende gange støver rundt på andres jord.
"Der er slet ingen tvivl om, at ejere har et ansvar for deres hunde og skal sikre sig, at de ikke strejfer og gør folk utrygge. Men samtidig var det helt uholdbart, at private kunne lege sherif på egen jord og skyde hunde, der var på springtur," fastslår fødevareminister Dan Jørgensen.
Den nye lov træder i kraft den 1. juli.