Fortsæt til indhold

Tyv flåede bildør op og stak af med kvindes taske

Krimi
Martin Warming

En 51-årig kvinde blev fredag eftermiddag udsat for et usædvanligt og meget frækt tyveri, da hun sad i sin bil i parkeringshuset ved Johannes Fog på Nørregårdsvej i Lyngby.
Pludselig åbnede en mand nemlig en af bildørene, flåede kvindes taske ud af hånden på hende og stak af med den.
Manden flygtede efterfølgende i en brun Audi A4, hvor første bogstav i registreringsnummeret er et 'B', oplyser Nordsjællands Politi.
Tasken, som manden stjal, er af mærket Louis Vuitton, og den indeholdt blandt andet to iPhones, husnøgler og meget mere.
Tyven beskrives som østeuropæisk af udseende, 30 til 35 år, 170 til 180 centimeter høj, fedladen og med brun hud. Han havde skægstubbe, sort hår og en mørk jakke på. Det frække tyveri blev begået fredag eftermiddag klokken 16.15.