Ferie i fare efter ballade i Kystbanetog
Tre unge mænd går måske glip af deres ferie til Spanien efter en uheldig episode i et Kysbanetog tidligt lørdag morgen.
De tre mænd, der alle kommer fra Espergærde, var klokken 3.45 på vej til lufthavnen for at hoppe på et fly til Spanien til Spanien og holde ferie. Men indtil videre må de undvære sol, strand og sangriaer.
I toget blev de tre mænd, der er henholdsvis 27, 28 og 30 år, nemlig uvenner med en 31-årig mand fra Kokkedal, og det hele endte med, at de slog ham i hovedet med en vinflaske, oplyser Nordsjællands Politi.
Forinden havde den unge mand fra Kokkedal dog generet de tre mænd fra Espergærde og truet dem med et nøglebundt, der hang i en kæde. På Vedbæk Station røg alle fire ungersvende ud på perronen, hvor uoverensstemmelserne fortsatte, og her slog den 31-årige mand en af mændende fra Espergærde i hovedet med nøglebundtet.
Efterfølgende flygtede de tre mænd fra Espergærde fra stedet - dog uden at få deres bagage, der stadig stod i toget, med. Det var derfor ikke noget problem for politiet at få kontakt til dem efterfølgende, og de tre mænd valgte frivilligt at sætte sig ind i en taxa og køre til politistationen i Helsingør.
"De (de tre mænd fra Espergærde, red.) er formentlig gået over stregen i deres forsøg på at få manden pacificeret, men omvendt han han (den 31-årige mand fra Kokkedal, red) også været noget udadreagerende. Indtil videre har vi valgt at sigte dem for vold, men det kan godt være, at sigtelsen bliver ændret til gadeuroden i stedet," siger vagtchef Hans Jakob Rechendorff fra Nordsjællands Politi.
De tre mænd nåede ikke deres fly, og vagtchefen ved ikke, om deres ferieplaner nu er gået i vasken - eller om de blot bliver lidt forsinket.
Den 31-årige mand risikerer også en sigtelse for vold, efter at han slog den ene af mændene i hovedet med sit nøglebundt.