Tysk politi har anholdt Ørsted smykketyve
Et efter politiets vurdering meget professionelt udført indbrud ved en guldsmed i Ørsted på Djursland begået i nattetimerne til tirsdag 5. august er sandsynligvis allerede opklaret.
Tysk politi oplyste nemlig til Østjyllands Politi, at man tirsdag den 5. august klokken 8.30 havde kontrolleret en sølvgrå bulgarsk indregistreret Daimler på en rasteplads syd for grænsen. I bilen var der 3 personer, alle fra Moldavien.
Køretøjet blev undersøgt, og politiet fandt flere poser indeholdende diverse smykker, ure og lignende, der stammede fra indbrudet samme nat ved guldsmeden i Ørsted.
De tre gerningsmænd er nu varetægtsfængslet i Tyskland med henblik på udlevering til efterforskning og retsforfølgning i Danmark, meddeler Østjyllands Politi, der ikke har flere kommentarer til sagen.