Fortsæt til indhold

Her er dommen

Krimi
Jesper Lundh

Kan man umiddelbart forestille sig noget mere usselt end at stjæle fra syge børn? Det er svært - men det forhindrede ikke en tidligere oversygeplejerske i at stjæle de penge, som gavmilde mennesker havde doneret til Næstved Sygehus' børneafdeling og hospitalsklovnen Karla.
I går blev den 62-årige kvinde idømt seks måneders fængsel, hvoraf de 30 dage skal afsones. Derudover skal hun også betale erstatning til sygehuset, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ifølge dommen har kvinden fra 2007 til 13. oktober 2009 hævet i alt 227.000 kroner fra en ekstern bankkonto - typisk i portioner af 5000 kroner. Andre gange snuppede hun kontanter eller checks, som var doneret til børneafdelingen, og hævede pengene til sig selv.
"Jeg er tilfreds med dommen, men det er en sørgelig sag. Pengene skulle være brugt på syge børn og glæde i hverdagen ved sygehusklovnen Karla, men er i stedet gået til privatforbrug. For de involverede parter har det været et længere forløb, som nu forhåbentlig kan blive afsluttet," siger anklagerfuldmægtig Louise Pitzner-Schmidt.

Sagen blev kendt for hospitalet, da en journaliststuderende søgte om aktindsigt i specifikke donationer. I 2011 valgte Næstved Sygehus at indgive en anmeldelse mod den ledende oversygeplejerske for børneafdelingen.
Politiet har sidenhen efterforsket sagen og herunder haft kontakt til flere af donorerne for at spore selve donationerne. Undervejs i denne efterforskning dukkede den eksterne bankkonto op. Det var fra denne konto, at pengene blev hævet.
Retten lagde vægt på, at det var foregået systematisk og at det var sket som led i en betroet stilling. Retten lagde også til grund, at i perioden med de mange hævninger, var der ikke det forbrug fra kvindens egen privatkonto, som der ellers havde været før hævningerne, og som blev genoptaget umiddelbart efter, at den eksterne konto blev lukket.
Oversygeplejersken udbad sig betænkningstid i forhold til om hun vil anke sagen.