31-årig narkobilist torpederede smørrebrødsforretning
Uden kørekort og påvirket af stoffer kørte en 31-årig mand gennem Gilleleje, natten til mandag. Turen endte i en butiksfacade på Gilleleje Hovedgade.
Alarmer blev udløst, og naboerne omkring 'Gilleleje Smørrebrød' blev vækket af et brag, da en VW Transpoerter varevogn bankede ind i murværket og glasfacaden til smørrebrødsforretningen på Gilleleje Hovedgade.
Uheldet skete kl. 02.15, natten til mandag.
Politi og ambulance var hurtigt fremme på stedet, hvor det viste sig at bilisten, en 31-årig mand fra Gilleleje, var fysisk uskadt efter trafikuheldet. Han havde dog alvorlige problemer med at fremvise et kørekort, idet han fra frakendt førerretten til bil.
- Den 31-årige mand er blevet taget så mange gange uden kørekort, at vi besluttede at beslaglægge bilen på stedet, forklarer Specialkonsulent Christian Have, Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk
Uheldet var sket ved at den 31-årige mand kørte nedad Gilleleje Hovedgade fra Kystvejen, og i det store venstresving mistede han kontrollen over bilen. Bilen røg op over fortovet, ramte murværket på venstre side af facaden og endte herefter med fronten inde gennem,den midterste rude i butikkens facade.
Skaden på butikken var dog heldigvis ikke større, end at smørebrødsforretningen har kunnet åbne igen i dag med en stor spånplade midt i facaden.
Ved politiets ankomst viste det sig at den 31-årige mand med stor sikkerhed var påvirket af euforiserende stoffer, han blev derfor anholdt og sigtet for narko kørsel, samt sigtet for at køre bil uden kørekort. Politiets beslaglæggelse af bilen kunne den 31-årige mand have protesteret over, man han valgte at godtage beslaglæggelsen af køretøjet.
Udover beslaglæggelse af bilen, så kan den 31-årige mand se frem til en bøde på mindst 8500.- kroner for kørslen uden kørekort. Dertil kommer straffen for kørsel i narkopåvirket tilstand, forudsat at blodprøven bekræfter at den 31-årige var påvirket af stoffer.