70 meter langt skib stødt på grund i Roskilde Fjord
Et 70 meter langt tysk skib stødte fredag aften på grund lige uden for havnen i Frederiksværk. Skibet ligger lørdag formiddag stadig på en sand- og mudderbanke i i den nordlige ende af Roskilde Fjord, oplyser Nordsjællands Politi.
Skibet var netop blevet lastet med 1000 ton stålplader i Frederiksværk og var på vej mod Norge, da der opstod en fejl på styresystemet.
"Det sidder rigtig godt fast," siger vagtchef Søren Bjørnestad til Lokalavisen.dk.
Politiet konstaterede på skibet, at der ikke var spiritus indblandet i grundstødningen, men kaptajnen får alligevel en bøde på mellem 5000 og 15.000 kroner, fordi han ikke hurtigt nok gav besked om grundstødningen til de danske myndigheder.
Ifølge reglerne skal man straks alarmere myndighederne, men den tyske kaptajn ventede i mere end en time over bliver derfor sigtet for overtrædelse af Søloven.
Når skibet er undersøgt, bragt flot og atter undersøgt i nærmeste havn, kan det få lov til at sejle videre - forudsat at det ikke har alvorlige skader. Der er angiveligt ingen fare for olieudslip.