Politiet advarer mod falske konsulenter
Flere borgere har henvendt sig efter at være ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra Microsoft
Nordsjællands Politi advarer borgerne: Tag ikke imod hjælp fra falske konsulenter, lyder advarslen fra politiet på Facebook.
Politiet er i flere tilfælde blevet kontaktet af bekymrede borgere, som er blevet ringet op af en person, der udgiver sig for at være konsulent fra Microsoft.
Den falske konsulent forsøger at bilde borgeren ind, at der er problemer med hans eller hendes computerprogram. 'Konsulenten' tilbyder derfor, mod betaling, at hjælpe borgeren med problemet, og forsøger i den forbindelse at få borgerens tilladelse til at fjernstyre computeren for at løse problemet.
'Tag ikke imod hjælp fra disse 'konsulenter' og udlever ingen oplysninger til dem – og afbryd straks samtalen. 'Konsulenterne” er svindlere, som forsøger at narre penge fra borgerne på et uærligt grundlag. Disse falske 'konsulenter' har ingen viden om eventuelle problemer på borgernes computere,' skriver Nordsjællands Politi.