Politiet offentliggør nye fotos af forsvundne Kamillas støvler og taske
Samtidig beder politiet nu alle private og virksomheder i byerne Padborg, Frøslev og Bov om at sikre al videoovervågning, der viser udendørs arealer
Politiet offentliggør nu et foto af en taske magen til den, Kamilla Hantusch havde med sig, da hun forsvandt lørdag aften for en uge siden. Kamillas taske havde ikke en lang rem som den på billedet men derimod en kort rem - ellers er den helt magen til. Desuden offentliggøres et foto af sorte højhælede støvletter, magen til dem Kamilla havde på. Har du set eller fundet tasken eller støvlerne et sted så ring straks til Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man har fundet tøj. Kamilla var iklædt mørke jeans og en hvid t-shirt, da hun forsvandt.
Politiets efterforskere har samtidig brug for at få kortlagt, hvilke biler og personer der var til stede i det sønderjyske i dagene omkring 21-årige Kamilla Hantusch forsvinden. Politiet har allerede været ude og indsamle en del videoovervågning, men der kan sagtens være flere, som politiet ikke kender til.
Mange - både private, erhvervsområder, parkeringsfaciliteter, forretninger og firmaer - kan ligge inde med optagelser, som viser udendørs arealer, der kan være med til at give et billede af, hvem der har færdedes i Padborg og den nære omegn de pågældende dage - optagelser som vil være særdeles værdifulde for efterforskningen.
Da visse overvågnings-anlæg overspiller sig selv med en eller flere ugers mellemrum, gælder det om at sikre optagelserne nu, inden det er for sent. Når man har sikret sine optagelser, skal man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114, så vil optagelserne blive afhentet.