Bøder og fængsel
Det bliver formentlig dyrt for en bagmand og hans kunder, når de på et tidspunkt får straffen for at "stjæle" tv-signaler.
I går slog Midt- & Vestsjællands Politi og Rigspolitiets Nationale IT Efterforskningssektion til mod 15 adresser primært i Køge kommune og i Nordsjælland, fordi man havde mistanke om at der foregik ulovlig deling af krypteringskoder til betalings-TV - det der også kaldes card sharing.
En bagmand fra Køge blev efterfølgende sigtet for at have solgt ulovlige krypteringskoder til 15 kunder. Pirat-kunderne risikerer bøder op til 20.000 kr. for overtrædelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt et erstatningskrav i tilsvarende størrelse fra TV-selskabet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Og straffen kan blive endnu hårdere for bagmanden. Strafferammen for card sharing er op til 1 ½ års fængsel, der i særligt grove tilfælde kan stige til 6 års fængsel.
"Politiet ser med stor alvor på denne form for misbrug af IT-udstyr til uberettiget at skaffe sig adgang til betalings-TV. I fremtiden kan der komme flere aktioner mod den slags netværk, der koster TV-industrien millionbeløb hvert år i tabte abonnementsindtægter," siger politikommissær Niels Kristoffersen fra afdelingen Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.
I forbindelse med ransagningerne blev store mængder ulovligt krypteringsudstyr beslaglagt. Ransagningerne blev gennemført på grundlag af en anmeldelse indgivet af STOP - Nordic Content Protection – der repræsenterer bl.a. Canal Digital og Viasat.
Læs mere om card sharing på stoppiratkopiering.dk