Drabssag totalt mørkelagt - 31-årig mand sigtet for drab
Nordsjællands Politi har tirsdag aften anholdt en 31-årig mand og sigtet ham for manddrab under næsten total mørklægning af sagen.
En 31-årig mand med adresse i Kongens Lyngby er tirsdag aften blevet anholdt, sigtet for manddrab.
Nordsjællands Politi oplyser at den anholdte har udenlandsk statsborgerskab.
Politiet arbejder fortsat på sagen,og kunne tidligt onsdag morgen endnu ikke udtale sig nærmere om sagen.
Indtil videre har Nordsjællands Politi ikke oplyst hverken køn, alder eller nationalitet på den dræbte person, og der er smækket vandtætte skodder ned omkring efterforskningen.
Stort område på Melagervej afspærret
Et større område i Lyngby blev tidligere tirsdag afspærret, og politiet afsøgte her stedet med hunde.
- Det er korrekt, at vi tidligere har afspærret et større område på blandt andet Melagervej som en del af en større efterforskning, siger vagtchefen for Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
En stuelejlighed er viklet ind i politiet afspærringsbånd på Melagervej, men stedet er ladt ubevogtet natten igennem.
Omvendt forlyder det at der er fundet et lig i Lyngby, og at politiets teknikere her har arbejdet natten igennem på stedet – politiet har dog ikke ville oplyse noget om stedet for undersøgelserne.
Den sigtede 31-årige mand bliver i løbet af onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby med krav om varetægtsfængsling, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelese.
I forbindelse med retsmødet vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.