'Så kan vi putte den ind under noget arbejde, du laver derude’
Morten Jørgensen fra Nyt Gribskov har ifølge Ekstra Bladet forsøgt at tørre en regning fra Gilleleje Festivalen af på Havregården - en skole som han selv er forstander for.
I forbindelse med Gilleleje Festivalen udførte firmaet Springstrup VVS arbejde på pladsen, samt stod som en af sponsorerne ved festivalen.
VVS-firmaet Springstrup sendte efterfølgende en regning på 25.000 for det udførte arbejde, og ifølge Ekstra Bladet så fik firmaet et noget specielt forslag til afregningen.
En af festivalens arrangører, Morten Ulrik Jørgensen fra partiet Nytgribskov, der samtidig er formand for plan- og miljøudvalget, foreslog at regningen skulle deles op i to, en regning på 10.000 til festivalen og en regning på 15.000 kroner til Havregården - hvor Morten Jørgensen selv er forstander.
'Så kan vi putte den ind under noget arbejde, du laver derude' skal Morten Jørgensen have sagt på en båndet optagelse ifølge Ekstra Bladet.
Et forslag som VVS firmaets indehaver, Bjarke Springstrup, dog afviser.
Forinden skal Morten Jørgensen også have forsøgt at få Bjarke Springstrup til at lade sit firmas udførte arbejde indgå som en donation til festivalen, det blev dog pure afvist af Bjarke Springstrup.
Hvis VVS-firmaet havde sagt ja til forslaget, så ville det have været Havregården, som har Morten Jørgensen som forstander, der havde betalt det meste af regningen og derved skatteyderne i den sidste ende idet Havregården er en selvejende institution.
Havregården støttes af offentlige tilskud fra blandt andre Undervisningsministeriet og de kommuner der sender børn til skolen, og de ville derved have betalt en stor del af gildet.
Udvidet ansvar som Byrådsmedlem
Kim Valentin (V), Borgmester i Gribskov Kommune har ikke selv hørt optagelsen med Morten Jørgensen, men har fået den refereret fra Ekstra Bladets journalister og det vækker ikke begrejstring.
– Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har hørt optagelsen. Men som jeg har fået forelagt det, mener jeg bestemt ikke, det er den måde, man bør gøre det på. Som medlem af byrådet har man et udvidet ansvar over for borgerne, siger Kim Valentin til Ekstra Bladet.
Morten Jørgensen er blevet kontaktet af Ekstra Bladet som har forsøgt at få en nærmere forklaring på den båndede samtale, og det kontrovisielle forslag til at splitte regningen op.
Overfor EB benægter Morten Jørgensen dog.
– Det er opspind. Det kan slet ikke lade sig gøre. Det forstår jeg ikke, siger han til Ekstra Bladet.
Otte minutter samtale på bånd
Ekstra Bladet oplyser herefter til Morten Jørgensen at de har en båndet optagelse af samtalen mellem Morten Jørgensen og Bjarke Springstrup, en optagelse hvor netop opdelingen af regningen bliver foreslået med 15.000 til Havregården og 10.000 til Gilleleje Festivalen.
– Det vil jeg ikke lægge navn til. Det kommer helt bag på mig. Det må være taget ud af en sammenhæng, siger Morten Jørgensen ifølge Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har dog den fulde samtale på ialt otte minutter, og kan derfor citere Morten Jørgensen ordret for ordene: 'Så kan vi putte den ind under noget arbejde, du laver derude'
– Det forstår jeg ikke noget af, det må være en misforståelse, siger Morten Jørgensen til Ekstra Bladet.
Lokalavisen.dk har forgæves forsøgt at få kontakt til Morten Jørgensen for en kommentar.