Fortsæt til indhold

Ransagninger på vej

Krimi
Jesper Lundh

Fire rumænske mænd blev natten til lørdag knaldet, da de ville stjæle fra Microsofts store byggeplads på Kanalvej 7 i Kgs. Lyngby.
Kort før klokken 1 opdagede et alarmselskab to personer med masker, sorte jakker og handsker løbe rundt på området, hvor der bliver bygget for næsten en halv milliard kroner.
Politiet sendte både hundepatruljer og almindelige politipatruljer til stedet, og kort efter var fire østeuropæiske tyveknægte anholdt. Den ene - en rumæner på 25 år - har ifølge Nordsjællands Politi fast bopæl i Københavns nordvestkvarter, mens hans tre kumpaner på 43, 23 og 36 har ukendte adresser.
"De nåede ikke at stjæle noget, så de er sigtet for forsøg på indbrud. Vi har video og skal formentlig ud at ransage flere adresser, og derefter vil vi overveje, om de skal fremstilles i grundlovsforhør," siger vagtchef Anders Schütt fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.