Menneskesmugler er måske afsløret
En herboende armenier er blevet anholdt efter et banalt butikstyveri
To butikstyve blev fredag årsag til, at Nordsjællands Politi i Frederikssund nu efterforsker en mulig sag om menneskesmugling med en 27-årig mand fra Frederikssund som bagmand.
Den 27-årig er oprindeligt fra Armenien, og han kom i politiets søgelys, da han fredag eftermiddag luskede mistænkeligt rundt i Sillebroen. Det gjorde han samtidig med, at politiet afhørte to armenske asylsøgere, der bor i Avnstrup Asylcenter.
Politiet var blevet kaldt til Sillebroen, da de to asylansøgere var blevet taget i at stjæle fra Matas og Hennes & Mauritz.
“Det, der begyndte med at være et banalt butikstyveri, endte med at udvikle sig, da vores folk på stedet lagde mærke til den 27-årig mand, som blev ved med at cirkulere i nærheden af tyvene,” siger efterforskningskoordinator Henrik Laugesen hos Nordsjællands Politi i Frederikssund til Lokalavisen.
Politiet greb fat i manden og besluttede at ransage hans bopæl, hvor man ikke fandt koster, men derimod en del pas og id-papirer, som ikke tilhørte hverken ham eller hans hustru, som også var til stede.
Da politiet talte med hustruen, viste det sig, at hun ikke er den, hun udgiver sig for, og at hun derfor sandsynligvis har fået uberettiget asyl i landet.
“Der var en del ægte dokumenter fra asylansøgere i hjemmet, så det tyder på, at manden har drevet smuglervirksomhed,” siger Henrik Laugesen, som dermed hentyder til, at asylansøgere ofte giver deres papirer til en menneskesmugler og, når de søger asyl, oplyser til myndighederne, at de ikke har nogen papirer.
De to butikstyve stjal for henholdsvis 329 kr. og 228 kr., hvilket gør, at de nøjes med at få en bøde. Var beløbene over 500 kr., eller stjæler de igen, skal de regne med en betinget udvisning af landet.
De to erkendte forholdene.