Fortsæt til indhold

Mand med stift ben sparkede døre op til flere butikker

Krimi
Jeppe Rafn

Horsens Lokalpoliti mener, det er den samme person, der lørdag morgen stod bag flere indbrud og forsøg på indbrud i centrum af Horsens.
"Fremgangsmåden er den samme alle steder, og tre af stederne har vidner set en spinkel østafrikansk mand med sort kort hår, der halter på det venstre ben. Benet er helt stift," forklarer politikommissær Allan Munkholm, Horsens Lokalpoliti.
Flere af vidnerne har set manden med en sort cap og sorte sko. Han vurderes at være 20-30 år og cirka 180 centimeter høj, og han taler dansk.
Det første indbrud skete klokken 05 i Sportmaster i Søndergade. Et vidne så en mand opbryde døren med spark og skub. Manden var inde i butikken, men stjal tilsyneladende ikke noget.
Klokken 05.34 - 05.38 blev der kastet en brosten igennem en rude til Klinik For Tandsundhed i Tobaksgården. Herefter har gerningsmanden sparket to døre op, men ikke stjålet noget.
Klokken 06.55 så et vidne den beskrevne gerningsmand forsøge at sparke og skubbe en dør op på Hestedamsgade. Det lykkedes dog ikke.
Omkring klokken 09.30 lørdag formiddag blev den østafrikanske mand igen set på Søndergade i færd med at begå indbrud. Her sparkede han flere døre op til en tandklinik og har rodet ting igennem på både 1. sal og 2. sal. Heller ikke her meldes der stjålet noget, oplyser lokalpolitiet i Horsens.
Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der kan hjælpe med opklaringen af indbruddene. Kontakt politiet på telefon 114, hvis du kan hjælpe med oplysninger i sagen.