Svedig tyv fanget af hundepatrulje
Politiet blev tilkaldt, da tre indbrudstyve var på vej ind i et hjem i Aarhus V
Klokken 03.41 natten til torsdag 25. juni fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at tyve var i færd med at bryde ind i et hjem på Snogebæksvej i Aarhus V.
Da betjente ankom til stedet, så de tre personer løbe væk derfra. En i den ene retning og to i den anden retningen.
En hundepatrulje gik derfor spor for at finde tyvene, og klokken 04.20 lykkedes det at anholde en 22-årig mand fra Aarhus.
Han var svedig, da betjentene kom hen til ham.
Det viste sig, at han sammen med to andre personer var blevet stoppet af politiet tidligere på natten. Betjente havde nemlig tidligere på natten standset en bil, der stod ulåst foran gerningsstedet. I bilen sad tre personer, hvoraf den ene var den 22-årige mand, der blev anholdt. På den baggrund har Østjyllands Politi derfor en formodning om, hvem de sidste to indbrudstyve er.