Fortsæt til indhold

Pas på din pung

Krimi
Jeppe Rafn

Der er god grund til at holde øje med sin pung, når man er ude at handle ind eller på andre måder er ude blandt andre.
Fra fredag til søndag har fire personer fået stjålet sin pung vidt forskellige steder i Horsens Kommune.
Fredag fra 14.30 - 14.35 fik en 29-årig kvinde fra Horsens stjålet sin pung med kort og en smule kontanter i en baggård i Allégade 8 i Horsens. Pungen blev kort tid efter fundet på biblioteket, der ligger lige i nærheden.
Samme dag fra 14.50 - 15.15 gik det udover en 65-årig kvinde fra Horsens, der var ude at handle i Lidl på Grønlandsvej i Horsens. Hun fik stjålet sin pung fra en taske, der lå i hendes rollator.
Fredag aften fra klokken 17 - 23 var der en tyv på spil på Pejsegården i Brædstrup. Her fik en 57-årig mand stjålet sine nøgler og pung med kort og 1.600 kroner i kontanter.
Søndag var den gal i SuperBrugsen i Østbirk, hvor en 85-årig kvinde fra Østbirk fik stjålet sin pung fra sin taske i en indkøbsvogn. Hun opdagede først tyveriet, da hun skulle betale for sine varer. Tyveriet er sket fra klokken 12.15 - 12.30.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.