Fortsæt til indhold

Onanerer foran unge kvinder

Krimi
Af Christina S. Johansen

Lokalavisen Aarhus kunne i går berette om to tilfælde af blufærdighedskrænkelse i det sydlige Aarhus. Nu oplyser Østjyllands Politi, at der er kommet yderligere to anmeldelser ind om blufærdighedskrænkelser med meget ens beskrivelser af en mand. Østjyllands Politi mistænker altså, at det er den samme mand, som nu står bag fire tilfælde af krænkelser.
Derudover er der kommet et par andre anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, hvor det efter alt at dømme ikke er den samme person, som er på spil.
Manden bag de fire krænkelser er set kørende i en ældre, sort VW Golf og har formentlig også været til fods.
Forholdene er begået i Højbjerg-området og typisk omkring bus-stoppesteder.
"Her står kvinderne stille, og manden har mulighed for at få øjenkontakt med dem, og så piller han ved sig selv samtidig," siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.
Udover at onanere over for kvinderne, og en pige på kun 14 år, har han i ét tilfælde befølt en 25-årig kvinde. Hun blev antastet af en mand på gaden. Han tilbød hende penge, hvis hun ville have sex med ham. Da hun afslog, begyndte han at rage hende på numsen, og hun skubbede ham væk.
Manden beskrives som:
Mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, rundt ansigt, kraftig/fedladen af bygning, kort, sort hår. Han var iført sort t-shirt og mørke bukser. Talte engelsk muligvis med hollandsk accent, kørende i sort VW Golf.
"Hvis man ser en ældre, sort VW Golf holde ved et busstoppested, må man gerne lige tage registreringsnummeret," opfordrer Vagn Martinussen, som dog ikke ser nogen grund til at tage yderligere forholdsregler.
"Det er hamrende ubehageligt at blive befølt, men normalt sker der ikke mere," siger han.
Oplysninger om de mange tilfælde af blufærdighedskrænkelser kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.