Fortsæt til indhold

Mand blev stukket med en kniv og frarøvet guldkæde

To mænd overfaldt tirsdag aften en butiksdrivende fra gågaden. De to røvere flygtede fra politiet, men endte flugten på en rapsmark uden for byen

Krimi
Jesper Berg

Der foregik tirsdag aften en biljagt gennem midtbyen i Frederikssund, som endte med, at to mænd måtte tilbringe natten i Vestre Fængsel i København.
Optakten skete kort efter kl. 18, hvor butikkerne i Jernbanegade lukkede. En forretningsdrivende i gaden var på vej til en parkeringsplads i Servicegaden, og da han var ved at sætte sig ind i sin bil, blev han råbt op af to mænd. De to løb hen mod ham og råbte "Vi skal have din guldkæde". De rev bildøren op, og der skete en del tumult, hvor butiksindehaveren - en 30-årig mand fra Hvidovre - blev stukket i underarmen og mistede den guldkæde, som røverne tydeligvis var ude efter.
Derefter sprang de to ind i en sort Passat, som var parkeret i nærheden, og de kørte i høj fart via Servicegaden ad Bruhnsvej. Da de passerede Jernbanegade, blev de dog spottet af en politipatrulje, og derefter fulgte en længere biljagt ud af byen mod nord via Ågade og Frederikssundsvej.
Flugten endte imidlertid et par kilometer uden for byen, hvor føreren mistede kontrollen over bilen, som endte 50 meter inde i en rapsmark.
Her kunne politiet anholde de to røvere, som er henholdsvis 38 og 35 år og fra Østerbro i København og Birkerød. Politiet kunne også konfiskere guldkæden, en tom knivskede samt to masker fra bilen.
Vidner til begyndelsen på biljagten fortalte senere til politiet, at det så ud som om, der blev kastet noget ud fra bilen, da den passerede Ådalen, og derfor undersøgte en hundepatrulje området i løbet af aftenen.
De to anholdte overnattede i Vestre Fængsel i København og bliver onsdag kl. 13 fremtillet i grundlovsforhør i Hillerød.