Fortsæt til indhold

Mand fik slag og spark i Netto

42-årig mand fik slag og spark efter uoverensstemmelse i kassekøen

Krimi
Jens Berg Thomsen

Der var drama i køen i aftentimerne i Netto på Skansevej i Hillerød tirsdag. På politiets døgnrapport kan man læse, at to mænd kom op at toppes, mens de ventede på at komme til at læsse varer på båndet og betale.
"Der kommer noget uoverensstemmelse mellem de to, og den ene får tildelt flere slag og spark," siger driftskoordinator Niels Nyvang fra Nordsjællands Politi.
Det hele fandt sted klokken 19.50, hvorefter politiet sendte en patrulje. Der var den formodede voldsmand dog forsvundet.
"Det er en, der er kendt af politiet, og vi har forsøgt at opsøge ham på hans bopæl, foreløbigt uden at have kunnet træffe ham. Vi skal jo også have hørt hans version af historien," siger Niels Nyvang.
Offeret er en 42-årig mand fra Vanløse, står der på døgnrapporten, mens den formodede voldsmand er en 25-årig mand fra Hillerød.
Døgnrapporten nævner ikke noget om, hvad der præcist skete med den 42-årige mand, eller om han var en tur på skadestuen efter episoden.