Airbag-tyve er igen på spil
Der har igen været airbag-tyve på færde hos en bilforhandler i Skanderborg.
Således melder Lokalpolitiet i Skanderborg senest om en anmeldelse fra Skanderborg Bilcentrum på Grønlandsvej.
Her har tyve stjålet airbags fra seks uindregistrerede Suzuki personbiler i tidsrummet søndag 12. juli klokken 15 til mandag 13. juli klokken 7.
Noget tilsvarende skete hos Maul Biler på Danmarksvej mellem fredag og søndag, da tre biler blev brudt op og fik stjålet airbags. Fra Lokalpolitiet i Skanderborg oplyser vagthavende, Jens Pedersen, at det ser ud til at være samme fremgangsmåde, der er brugt ved de to tyverier, og derfor formentlig begået af samme gerningsmænd.
Jens Pedersen oplyser, at markedsværdien på en airbag er ret stor. Det er politiets vurdering, at de stjålne airbags ofte afsættes på det østeuropæiske marked. Tyvene er professionelle og ganske hurtige, og der sker betydelige skader på bilerne, der efterfølgende ofte meldes totalskadede.