Slog og sparkede mand i hovedet ved Hillerød Station
To mænd fik henholdsvis ni- og seks måneder for vold
To mænd på nu 21- og 22 år blev forleden dømt i Retten i Hillerød. Tilbage i januar 2015 havde de to ifølge anklageskriftet slået en mand flere gange med knytnæve og sparket ham i hovedet 10-15 gange.
Ifølge domsbogen havde manden bagefter hudafskrabninger, rødmen og hævelse i panden og underhudsblødning ved kindbenet. Mandens skulder var også gået af led.
Afviste at ryge joint
Offeret forklarede i retten, at han havde mødt de to tiltalte, der sad i en bil sammen med tre andre. Han havde afvist at sætte sig ind i bilen for at ryge en joint, fordi de to havde været efter ham før, lød forklaringen. Da han var gået væk fra bilen, var den 21-årige fulgt efter og havde slået ham i ansigtet med en knytnæve.
Herefter blev han trukket rundt i hætten på sin hættetrøje og sparket i ansigtet, inden han faldt og fik flere knytnæveslag og spark i ansigtet. Overfaldet sluttede ifølge offeret med, at en af de tiltalte sagde, at "det var på grund af de penge," han skyldte, selvom offeret ifølge ham selv ikke skyldte penge.
Retten skriver, at offerets forklaring fremstår "detaljeret og troværdig", og at den understøttes af et vidne til episoden. Retten godtog ikke de tiltaltes forklaring om, at det var offeret selv, der begyndte slagsmålet.
Kniv var til fødselsdagskage
Den 21-årige var også tiltalt for at have haft en kniv på sig tilbage i juni 2015. Politiet havde taget ham med kniven i sin bil.
Den 21-årige forklarede i retten, at kniven var til noget fødselsdagskage, han havde delt med nogle venner, der også var i bilen. Politiassistenten, der opdagede kniven, kunne dog ikke huske noget om en kage ifølge domsbogen, og derfor fandt retten ikke, at den 21-årige havde haft den ulovlige kniv med god grund.
Den 21-årige endte med at få ni måneders ubetinget fængsel, mens den 22-årige fik seks måneder. Derudover skulle offeret have tilsammen 4.000 kroner i erstatning fra de to, står der.