Fortsæt til indhold

Mand fra Birkerød forsøgt myrdet

En 37-årig mand var i livsfare efter, at en 30-årig mand havde stukket ham tre gange i brystet med en kniv

Krimi
Af Pernille Borenhoff

Et fest i en lejlighed på Kajerødgade i Birkerød udviklede sig natten mellem lørdag og søndag katastrafalt. To mænd på hhv. 30 og 37 år kommer op at skændes, og den 30-årige bliver bedt om at forlade festen.
Det gør han, men da den 37-årige ud på morgenen forlader festen, viser det sig, at den 30-årige venter på ham i opgangen.
De to mænd kommer atter op at skændes, og den 30-årige trækker en kniv og stikker den 37-årige tre gange, hvorefter han forsvinder og efterlader den tilskadekomne i en blodpøl.
Nordsjællands Politi bliver tilkaldt kl. 04.27, og den tilskadekomne bliver bragt til Rigshospitalet, hvor det konstateres, at han er i livsfare formentlig pga af en læderet lever og en beskadiget lunge. Det fortæller Henning Svendsen, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.
Den 30-årige, der bor i nærheden af, hvor hændelsen fandt sted, bliver kort efter anholdt og taget med til undersøgelse på Retsmedicinsk Institut.
Den anholdte er ifølge Henning Svendsen kendt af politiet "for småsager", men han er ikke tidligere fængslet.
Han blev søndag fremstillet i grundlovsforhør og er foreløbig fængslet frem til den 10. august.
Det har endnu ikke været muligt at afhøre det 37-årige offer om hændelsesforløbet, men ifølge Henning Svendsen er han uden for livsfare.