Pas på hvis nogen spørger dig om vej
Tricktyve forsøgte mandag i to tilfælde at stjæle fra ældre kvinder i Adelgade
To ældre kvinder fra Skanderborg blev mandag udsat for henholdsvis et tricktyveri og et tasketyveri, mens de mandag 27. juli var ude at handle i Adelgade i Skanderborg, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Den første episode fandt sted lige udenfor Løvbjerg omkring klokken 13.00, hvor en 72-årige kvinde blev kontaktet af to mænd. Den ene spørge hende om vej, og mens hun taler med ham, kan hun mærke, at der bliver taget et etui, der indeholder hendes hævekort og mobiltelefon, op af hendes lomme.
“Kvinden råber op, og manden, der har forsøgt at stjæle etuiet, smider der fra sig, hvorefter begge mænd løber væk. Først senere opdager kvinden, at også hendes visakort er forsvundet, men da hun kontakter sin bank, får hun oplyst, at kortet allerede er spærret, fordi nogen har forsøgt at hæve på det med en forkert pin-kode,” fortæller kriminalassistent Orla Aagaard.
Kvinden havde lige handlet i Løvbjerg, og politiet formoder, at de to tricktyve har forsøgt at aflure koden på hendes hævekort, mens hun betalte for sine varer.
De to mænd beskrives som mørklødede. Den ene var kraftig, mens den anden var almindelig af bygning.
Klokken 15.00 var de to mænd angiveligt på spil igen. Denne gang gik det ud over en 90-årig kvinde med rollator, der ud for Bloms Butikker fik stjålet sin taske af en mand, der snuppede den og løb sin vej.
“Der var imidlertid et vidne, der sætter efter ham, og han smider tasken fra sig. Vidnet havde set den samme mand tidligere på dagen sammen med en anden mand ud for Nordea, og derfor tror vi, det er de samme mænd, som også var på spil tidligere på dagen,” siger Orla Aagaard.