Fortsæt til indhold

Usædvanligt fiske-tyveri i Hillerød

Åleruser, der var sat ud i vandet seks meter ude i Slotssøen i Hillerød, er blevet stjålet

Krimi
Steen Tue Bjerborg

Der er øjensynligt ingen grænser for, hvad langfingrede og frække mennesker kan finde på. Det kan man tale med om i Hillerød, hvor nogle åleruser, der stod seks meter ude i vandet i Slotssøen ud for Batzkes Bakke, er blevet stjålet.
Historien melder intet om, hvor mange fisk der var i nettene. Men ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi var de seks-syv bøjlede åleruser i hvert fald pist væk, da ejeren mandag morgen ved 8,30-tiden kom forbi for at tage dem op.
Åleruserne var blevet sat ud allerede torsdag morgen kl. 8,30. Så ifølge politiet må tyveriet have fundet sted på et tidspunkt mellem torsdag morgen og mandag morgen. Nordsjællands Politi er derfor meget interesseret i at høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt i og omkring søen på det tidspunkt.
Opdateret torsdag kl. 9.50:
Hillerød Posten fik senere opklaret, hvem åleruserne tilhørte. Læs mere HER