Første Smukarmbånd klippet
Det er umanerligt dumt at sende sin taske med kammeraterne på Smukfest, især hvis tasken indeholder amfetamin. Det kan en 28-årig mand fra Aarhus nu skrive under på.
Søndag sendte han sin taske med kammeraterne til Smukfests campingområde KærligHeden, for selv at slutte sig til dem onsdag.
Eller sådan var planen, lige til hans taske tiltrak sig lidt for meget opmærksomhed, da Lokalpolitiet i Skanderborg tog en tur rundt på KærligHeden med deres narkohunde.
“En af vores hunde fandt hans rygsæk, og det viste sig, at der var amfetamin den. Den unge mand havde ikke engang nået at få sit partoutarmbånd på endnu, men det kan han også godt droppe, for der bliver ikke nogen Smukfest for ham i år,” siger leder af lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
Den 28-årige har erkendt forholdet, og hans billet til Smukfest er blevet annulleret.
Ud over amfetamin, fandt politiet også hash, skunk og joints blandt festivalfolket. I alt blev 12 personer sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.