Fortsæt til indhold

Stjal herregårdsten med mini gummiged

Krimi
Kian Johansen

Onsdag aften på Navervej i Hinnerup kommer der pludselig en mindre gummiged tonsende med fuld fart. Den kører gennem et hegn på Navervej 4, snupper en palle herregårdskantsten, bakker og kører igen op af Navervej med kurs mod Q8 og Ådalsvej.
"Vi kan se på overvågningskameraerne, at det foregår cirka 22.45 og at det tager tre minutter," forklarer direktør for DCC, Kent Jeppesen, der har en afdeling af firmaet på Navervej.
Han har meldt tyveriet til politiet, og vil nu gerne høre fra folk, der har set mini gummigeden passere forbi onsdag aften.
"Køretøjet er med førerhus og muligvis af mærket Terex og monteret med traktordæk," fortæller han.
"Det er utrolig at gøre sig til tyv for en palle herregårdskantsten. Pallen koster vel 1.800 kroner," undrer Kent Jeppesen sig. Han har nu et større oprydningsarbejde og genetablering af hegnet foran sig. Noget der koster langt mere end værdien af pallen med sten.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.

Her ses sporet efter min i gummigeden.