Biltyve løb tør - to gange
Værkstedsejer fandt selv Audi efter indbrud
Velforberedte.
Til en vis grænse, vel at mærke.
Sådan kan man med sindsro beskrive ukendte gerningsmænd, der natten til torsdag begik indbrud på et værksted på Lystrupvej ved Slangerup.
Først brød tyvene nemlig et vindue til kontoret op og brød ind i pengeskabet.
Og så kunne ejeren konstatere, at da han mødte klokken syv torsdag morgen, manglede der tre biler; en sort Audi A3, en lysebrun Skoda Octavia samt en sort Audi A6.
"Kort efter anmeldelsen ringede ejeren imidlertid til og fortalte, at han selv havde fundet den ene Audi - A3'eren - I nærheden, og at den var løbet tør for benzin. Han havde så aftalt med forsikringen, at de ville hente den og køre den på plads," fortæller Henrik Duus fra Nordsjællands Politi.
Men da værkstedsejeren kom tilbage til stedet, hvor Audien var efterladt, var den forsvundet igen.
Det fik ham til igen at køre rundt i området for at lede.
"Og til alt held fandt han den igen ved Slangerupvej i retning mod Farum. Tyvene har åbenbart kørt lidt, er løbet tør, har forsøgt at køre igen - Og er så løbet tør for benzin igen," oplyser Henrik Duus.