Mangler du en vielsesring?
Østjyllands Politi søger ejermændene til forskellige tyvekoster, som dukkede op efter anholdelsen af to mænd 15. juli
“Kunne denne vielsesring, jubilæums mønt eller guldnål være dine? “ Sådan spurgte Østjyllands Politi i en pressemeddelelse sendt til redaktionen.
Tyvekosterne er fundet om aftenen 15. juli, hvor en patrulje anholdt to gerningsmænd på en adresse i Aarhus-forstaden Risskov.
“Anmeldelsen kom fra opmærksomme borgere i området, der undrede sig over trafikken til og fra en lejlighed,” lyder det fra politiet.
I lejligheden fandt betjentene en del tyvekoster - blandt andet en del smykker og personlige effekter fra et indbrud i Skødstrup nord for Aarhus samme nat. Familien i Skødstrup har identificeret og hentet deres ejendele.
Langt de fleste af de fundne ting stammede fra indbruddet i Skødstrup, men nogle af tyvekosterne mangler fortsat deres ejermænd. Det drejer sig om to vielsesringe med inskriptionen: “Lars 31 07 04” og “Else 31 07 04”. Derudover en jubilæumsmønt fra P. Hertz i rød æske og en guldnål med motiv af en hund.
Østjyllands Politi vil gerne have genforenet tingene med deres retmæssige ejere, men betjentene har også stor interesse i at finde flere mulige gerningssteder.
Genkender du dine ting på billederne, så kontakt Østjyllands Politi på 114 eller på mail: CKN002@politi.dk.