Fortsæt til indhold

Jeg kæmper for at genoprette retfærdigheden

Erfaren jurist overtager chefposten for cirka 950 ansatte i en alsidig politikreds

Krimi
Jannik Schiermer Poulsen

Østjyllands Politi har fået nyt ansigt uadtil, og det er et smilende et af slagsen.
Den 51-årige jurist Helle Kyndesen har overtaget posten efter den afgående Jørgen Illum, som skal på pension, og mandag 3. august havde hun første arbejdsdag som politidirektør i Østjyllands Politi.
“Vi arbejder hårdt for at skabe tryghed og sikkerhed i politikredsen, og en af mine vigtigste opgaver bliver at skabe de rigtige rammer, så vi hele tiden kan matche de udfordringer, vi står overfor,” fortæller Helle Kyndesen og henviser til de forandringer, som konstant finder sted i kriminaliteten og i politiets arbejde.

Mange års erfaring

Helle Kyndesen er uddannet jurist og har suppleret med en mastergrad i ‘public administration', og hun har været ved politiet siden 1988.
De seneste 19 år har hun besiddet lederstillinger, og nu er hun så chef for de cirka 950 ansatte ved Østjyllands Politi og politidirektør i kredsen, som strækker sig fra Norddjurs til Samsø.

Hjertet ligger hos politiet

Helle Kyndesen har aldrig været i tvivl om, at det var hos politiet, hendes indsats skulle lægges.
“Da jeg var studerende, havde jeg et sommerferiejob ved Varde Politi. Det var spændende, og det gav god mening at forsøge at råde bod de uretfærdigheder, borgerne var blevet udsat for,” fortæller hun.
Helle Kyndesen er, på nuværende tidspunkt, bosat i Holstebro.

Har været vidt omkring

Helle Kyndesen kommer fra en stilling som politidirektør for Sydøstjyllands Politi og inden da, har hun blandt andet været fungerende chefanklager i Midt- og Vestjyllands Politi, vicestatsadvokat i Sønderborg og konstitueret politimester i Løgstør.