Fortsæt til indhold

Politiet fandt lommetyv sovende på bænk

Krimi
Grethe Bo Madsen

En 21-årig kvinde fik natten til søndag 16. august klokken 00.24 stjålet sin iPhone fra sin lomme, mens hun var gæst på Charly's Pub i Kirkegade i Vejle, oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.
Lommetyven, en tunesisk mand, bliver klokken 00.44 fundet af betjente sovende på en bænk ved banegården. Mobiltelefonen lå pakket ind i avispapir i en skraldespand lige ved siden af.
Avispapiret viser sig at være en sektion fra den avis, manden brugte som hovedpude. Lidt derfra finder de også iPhonens cover og kvindens dankort, som hun opbevarede i coveret.
Foruden tyveriet er den tunesiske mand også sigtet for trusler, da han truede den 21-årige kvinde, da hun ville løbe efter ham.
Manden blev anholdt og blev efterfølgende sigtet for hærværk, da han ødelagde materiel i detentionen.