Borgere ledte politiet på sporet af gerningsmand
Politiet takker for henvendelser, der førte til anholdelse
To Ry-borgeres hurtige og præcise anmeldelser til politiet førte til anholdelse af en 21-årig mand fra Aarhus, som forudgående var blevet observeret under et igangværende indbrud i en villa på Skanderborgvej i Ry.
Historien begyndte tirsdag 18. august klokken 11.34, da første anmelder ringede fra Ahornvej i Ry om en personbil, der kørte rundt i området og virkede mistænkelig.
Lidt senere, klokken 12.03, ringede en anden anmelder til politiet og fortalte, at han lige var kommet hjem på sin bopæl på Skanderborgvej i Ry, hvor han overraskede to gerningsmænd inde i sit hus.
Anholdt ved Låsby
Begge løb væk fra stedet, heraf forsvandt den ene i bil.
Den snarrådige anmelder noterede sig bilens registreringsnummer, og en politipatrulje standsede den på motorvejen ved Låsby.
Her anholdt politiet den 21-årige mand fra Aarhus og sigtede ham for indbrud og for at køre i påvirket tilstand. Den anden person var væk.
Den anholdte nægtede, selv om vidner så ham på stedet, oplyser stationsleder Andreas Bryld Hansen, Lokalpolitiet i Skanderborg.
Politiet arbejder videre med andre spor i sagen, ligesom det skal undersøges, om den pågældende har noget med en række andre indbrud i området at gøre. Den anholdte blev løsladt efter endt afhøring.
Stationsleder Andreas Bryld Hansen fra Lokalpolitiet glæder sig over anmeldelserne.
”Det er dejligt, når folk ringer ind, og vi kan pågribe en gerningsmand. Derfor vil jeg gerne takke alle,” siger Andreas Bryld Hansen og understreger, at politiet gerne kommer og tjekker, hvis borgerne oplever noget mistænkeligt.
Det var der i øvrigt yderligere en borger og anmelder, som gjorde, tirsdag 18. august.
Det førte til, at en bil med fem yngre mennesker fra Aarhus, der er godt kendte af politiet i forvejen, blev standset i Stilling.
De fem fik lov til at køre igen, da der ikke var noget at komme efter.