Fortsæt til indhold

Travl weekend for brandfolkene

Krimi
Michael Wulff

Landmændende har travlt i disse dage. Weekendens sol og varme skulle udnyttes optimalt for at få høsten i hus.
Brandfolkene fra Hammel fik også travlt: Lørdag kl 13.37 brød en mejetærsker i brand ved Skytsbjergvej i Lyngby sydvest for Hammel. Flammerne havde spredt sig til marken, hvoraf noget endnu ikke var høstet.
"Vi fik styr på det, selvom ilden nåede en rapsmark i nærheden," fortæller indsatsleder Tinna Lynge Jensen.
"Men mejetærskeren kunne vi ikke redde."
Brandvæsenet i Galten assisterede med en tankvogn.

Høstet mark brændte

Søndag måtte Falckfolkene fra Hammel til Krammervejen syd for Vellev, hvor en høstet mark brændte.
"Landmanden havde hurtigt spændt en harve på og trukket et bælte. Det begrænsede markbranden," siger Tinna Lynge.

Oliespild

Og mandag morgen 06.12 skulle der ryddes op på Randersvej mellem Haurum og Bøstrup, hvor et landbrugsredskab havde spildt en eller anden form for olie over en strækning på en kilometer.
Synderen var let at finde. Sporet førte lige derhen.
Fredag aften var Bjerringbro Brandvæsen i Hvorslev, hvor en traktors hydraulikslange var sprunget læk.