Hashsælgere anholdt i Mølleparken
Specialpatruljes indsats mod salg af stoffer i Mølleparken fortsætter
Østjyllands Politis specialpatrulje rykkede igen ud i Mølleparken i Aarhus i den forgangne uge.
Det var en del af den målrettede indsats mod køb og salg af euforiserende stoffer i parken. Betjentene observerede i den forbindelse to personer sælge noget til parkens besøgende. Fire købere blev efterfølgende standset, visiteret og fundet i besiddelse af det hash, de havde købt. De blev alle sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politiet tog derefter kontakt til de to sælgere, der begge havde hash på sig. De blev begge sigtet for salg af euforiserende stoffer.
Ingen af de to personer er tidligere set sælge stoffer i Mølleparken, så de fik begge en advarsel efter ordensbekendtgørelsen. Hvis de blive taget i at handle igen, vil de få et forbud mod at komme i Mølleparken i to år.