Indbrud tæt ved politistationen
Enten var det bare dumhed eller også dumdristighed, da en tyv begik indbrud med en politistation som genbo til gerningsstedet.
Det skete i Skanderborg onsdag 27. august klokken 00.21 i Adelgade, hvor tyverialarmen gik hos apoteket i nummer 27, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Politistationen har adresse skråt overfor apoteket på den anden side af Adelgade, og det var en snild sag for betjentene blot at løbe til gerningsstedet.
Her havde gerningsmanden tilsyneladende opdaget, at politiets responstid ville blive ultra kort, så han var forduftet, da politiet nåede frem.
Tyven forlod apoteket så hurtigt, at han ikke nåede at stjæle noget, ligesom han også efterlod indbrudsværktøjet, hvilket giver politiet gode spor at gå efter.
Tyven havde brudt et vindue op for at komme ind.