Nyåbnet vej lukket på grund af vandskade
Godt 24 timer efter indvielsen af Dronning Sophies Allé blev Skanderborg Kommune nødt til at afspærre broen over jernbanen. Årsagen er de massive nedbørsmængder, og da bevoksningen omkring vejbanen endnu ikke er vokset op, er strækningen ekstra sårbar. En del af cykelstien blev derfor skyllet bort, og en del af vejbanen er undermineret. Der er desuden skyllet sand ned i banegraven under broen.
"Lige nu arbejder entreprenører på at hindre yderligere skade. Vi ved ikke noget endnu, hvornår det er muligt at genåbne broen. Der er rapporteret om andre mindre skader et par steder i kommunen som følge af regnvejret. Vi arbejder på at få fuld overblik over situationen," fortæller leder af Vej & Trafik, Jens Peter Langballe Sørensen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.