Mand slået ned ved Hillerød station
En 45-årig mand fra Frederiksberg har anmeldt et voldeligt overfald i Hillerød for en uge siden
En uge efter at det skulle være sket, har en 45-årig mand fra Frederiksberg anmeldt et voldeligt overfald i Hillerød.
Anmeldelsen indløb til Nordsjællands Politi tirsdag eftermiddag, og ifølge den var den 45-årige mand om tirsdagen ugen forinden på et tidspunkt mellem kl. 19.30 og 20.30 blevet stoppet og generet af minimum to yngre mænd på Ndr. Banevej ved Hillerød Station.
Den 45-årige mand havde herefter besvaret de yngre mænd med et "hold kæft" eller "luk røven", hvorefter det næste, han husker er, at han sad på en bænk ved siden af en kvinde i nærheden med en flænge både i panden og over næseryggen og uden de Ray-Ban-solbriller, som han havde haft på sig.
Ifølge den 45-årige var der tale om mindst to danske fyre i alderen 20-25 år, men ellers husker han ikke så meget mere fra episoden.