Tidligere chef dømt for bedrageri og underslæb på Erhvervsskolen
Købte ind på skoles regning for at sætte sit skilsmissehus i stand
En i dag 43-år gammel mand og hans i dag 41 år gamle kæreste sad forleden på anklagebænken i Retten i Hillerød, hvor de begge var tiltalt for at have købt to biler til underpris. Bilerne, en varevogn og en personbil, begge Peugeot'er, havde de to købt af deres daværende arbejdsplads, Erhvervskolen Nordsjælland i Hillerød. Bilerne var blevet købt for 18.000 kroner, selvom de havde en værdi af 47.000 kroner, og derfor var de to tiltalt for at have forvoldt erhvervsskolen et tab.
Ansat som chef
Manden var tilbage i 2012 ansat som afdelingschef på erhvervsskolen. Kvinden var ansat i samme afdeling som konsulent, står der i domsbogen.
Ifølge domsbogen var kvinden blot tiltalt for at have købt bilerne til underpris, mens manden også mellem sommeren 2011 og et år frem havde købt blandt andet lamper, spisebordsstole, en mikrobølgeovn, et strygejern, maling, en Webergrill, dagligvarer, rengøringsartikler, garderobekroge, træolie og en række andre ting på erhvervsskolens regning.
Derudover havde manden også over fra det tidlige 2011 og et halvt år ladet sin ekskone bruge et benzinkort, der tilhørte erhvervsskolen - og manden havde også som betaling for overarbejde givet en ansat et benzinkort.
Skilt forinden
Underslæbet var stoppet samme dag, som manden havde fået udfærdiget et bilag fra en fødevaregrossist i København, som erhvervsskolen så havde udbetalt til hans private konto.
Manden forklarede i retten, at han var blevet skilt forinden og havde brug for tingene til at sætte sit og ekskonens hus i stand. Han havde betalt for en lejlighed til ekskonen og var nødt til at have et ordentligt hjem, fordi han skulle have parets fælles barn boende noget af tiden.
Mandens nuværende kæreste, en i dag 41 år gammel kvinde, havde sin egen retssag om bilerne, hvoraf hun havde købt den ene. Hun erkendte sig skyldig, og på grund af hendes "mindre rolle" i affæren om bilerne og det faktum, at hun ikke var tidligere straffet, gjorde, at hun fik en dom på 60 dages betinget fængsel.
Erhvervsskolen havde ifølge domsbogen ikke opgjort erstatning for bilerne, der var leveret tilbage. Derfor skulle de to ikke betale erstatning umiddelbart, og retten konkluderede, at en erstatningssag må rejses af erhvervsskolen som et civilt søgsmål.
Den 43-årige mands dom lød på 60 dages fængsel med en prøvetid på et år og derudover 120 timers samfundstjeneste.