Fortsæt til indhold

Lynge-bilist sigtet for fem lovovertrædelser - på en gang

21-årig mand fra Lynge kørte påvirket uden førerret med våben og euforiserende stoffer i en bil med to nummerplader

Krimi
Steen Tue Bjerborg

En 21-årig mand fra Lynge præsterede noget nær rekord i lovbrud på en gang, da han fredag kl. 17.35 blev stoppet i sin bil af en politipatrulje på Hveen Boulevard i Ishøj.
Manden kørte nemlig både i bil, selvom han havde kørselsforbud, han kørte i en bil med to forskellige nummerplader, han var efter politiets opfattelse påvirket af euforiserende stoffer, og så var han i besiddelse af såvel euforiserende stoffer som våben.

Nægter to forhold

Den 21-årige Lynge-mand blev anholdt og taget med på Albertslund Politistation til en blodprøve. Herefter blev han sigtet for både kørsel i påvirket tilstand og tyveri af nummerplader, to sigtelser, han nægter, samt besiddelse af euforiserende stoffer, kørsel uden førerret og overtrædelse af våbenloven, tre sigtelser, han alle erkender.

Har gjort det før

Da manden havde lignende sigtelser fra tidligere på samvittigheden, blev hans bil samtidig beslaglagt med henblik på konfiskering.