Fortsæt til indhold

Sandis reddede 81-årig fra druknedøden

28-årig fra Hjortshøj blev i dag hædret af Lokalpolitiet i Skanderborg for sin hurtige reaktion, da 81-årig kørte galt på sin el-scooter

Krimi
Grethe Bo Madsen

“Havde det ikke været for Sandis, så var manden druknet.” Leder af Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen, overrakte tirsdag formiddag en check på 1.500 kroner til 28-årig Sandis Valdmanis-Siljanis fra Hjortshøj.
Pengene er Lokalpolitiets kontante påskønnelse af den indsats, Siljanis ydede søndag 26. august, da han reddede en 81-årig mand fra Hørning fra druknedøden.
Sandis var nemlig rette mand på rette sted, da den 81-årige på sin el-scooter forulykkede sidst på eftermiddagen.
Ulykken skete, da den ældre herre kom for tæt på en udgravning i forbindelse med et vejarbejde på Blegindvej og endte på bunden af en to meter dyb brønd med hovedet under vand, oplyser Andreas Bryld Hansen.
“Sandis reagerede lynhurtigt og sprang ned i hullet og hjalp manden.”
Selv mener Sandis blot han gjorde, hvad alle ville gøre i samme situation.
“Jeg kom tilfældigt kørende forbi, mens jeg er på vej ud for at levere aviser og så manden vælte ned i hullet med sin scooter. Så selvfølgelig skynder jeg mig at komme ham til undsætning” fortæller han.
“Han ligger så uheldigt at hovedet er under vand og el-scooteren tynger ham ned. Han er meget tung, men det lykkes mig at løfte hans hoved op over vandet, mens jeg råber på hjælp.”
Heldigvis hørte naboerne Sandis råbe på hjælp, og ved fælles hjælp lykkes det dem at få den 81-årig reddet op af hullet.