Man glemmer alt, men ikke krig

“Du må lige have mig undskyldt et øjeblik”.
Souad Taha kigger væk. Øjnene er blanke, og stemmeføringen er lav.
Genfortællingen af hendes dramatiske flugt i 1982 fra det krigsramte Libanon til Syrien vækker rædselsfulde minder.
Et synligt ar på sjælen, som aldrig kan hele.
“Jeg husker det hele. Hver enkelt detalje står så klart for mig,” siger Souad Taha.
Den i dag 55-årige dame fra Palæstina blev født i Libanon, og der skulle ikke gå mange år før hendes trygge barndom blev forvandlet til et mareridt med krig, død og ødelæggelse.
“Invasionen af israelere skabte kaos. Der udbrød krig. Det var forfærdeligt, og da jeg var 22 år gammel skulle mine forældre træffe en beslutning - enten blev jeg med dem i Libanon eller også sendte de mig på flugt. De valgte det sidste. Det var deres afgørelse, og den kunne der ikke ændres ved. Når der er krig, så tager man af sted, og de gjorde det klart for mig, at det handlede om overlevelse. De ville redde deres barn,” siger Souad Taha, som havde et mål med flugten.
“Jeg var blevet forlovet i Libanon, men min mand Hamad opholdt sig i Abu Dhabi, så jeg ville over til ham, så vi kunne gifte os og starte på et nyt liv sammen,” siger hun.
Men for at blive genforenet med sin mand, så drog hun ud på det hun i dag kalder “den værste rejse i mit liv”.
Pasta i beskyttelsesrum
“Op til flugten boede min familie og jeg i et beskyttelsesrum, hvor vi i tyve dage levede af pasta med sukker. Over os fløj israelerne i deres F16-fly og smed bomber. Jeg kan huske lydene. Når der blev smidt en bombe, så nåede man at tænke “rammer den os om få sekunder.” Det var ubeskriveligt hårdt. Selve flugten ind til Syrien tog tre timer i bil. Det handlede om at undgå opmærksomhed. Jeg havde et falsk libanesisk pas, som jeg viste ved tre checkpoints, mens mit rigtige pas blev gemt i en pakke pitabrød,” siger Souad Taha og fortsætter:
“Jeg havde en kuffert med, og så rejste jeg med penge og lidt guld. Jeg var rædselsslagen - især ved det sidste og farligste checkpoint ind til Syrien, men flugten gik godt. Jeg kom ind i Syrien, hvor en familie tog imod mig. Jeg var ikke lykkelig, for mine tanker var hos min familie, som jeg havde sagt farvel til og efterladt i krig,” siger hun.
Efter bare ni dage i Syrien rejste Souad Taha videre til Abu Dhabi, hvor hun mødte sin mand.
“Det var dejligt at se ham, men jeg savnede mine forældre. Heldigvis hørte jeg kort efter fra min far. I dag er han 96 år gammel og bor stadig i Libanon. Min mor er død, men når der har været stabilt i landet, så har jeg rejst ned og besøgt ham. Det har betydet alt for mig,” siger hun.
I 1984 sagde Souad Taha og Hamad Mahmoud farvel til Abu Dhabi og goddag til Danmark.
“Forskellige omstændigheder gjorde, at vi blev nødt til at flygte igen. Det blev Danmark, fordi jeg havde mødt nogle danskere. Ellers kendte vi kun Danmark fra Lurpak-smør. Vi vidste, at her var trygt og rart, men det var også det. Vi tog en chance, men efter tre måneder på hotel i København, som vi selv betalte, så fik vi asyl og opholdstilladelse. Først flyttede vi til Greve, siden gik turen til Middelfart, og i 1998 rykkede vi til Ølstykke,” siger Souad Taha.
Elsker Danmark
I dag er hun mor til fire voksne børn - to af dem har haft succes i tv- og musikbranchen. Hun arbejder selv som dagpleje i Ølstykke, så lykken har ramt Souad Taha.
“Jeg elsker Danmark. Jeg er så taknemmelig for at være her. Selvom jeg er palæstinenser, så ligger mit hjerte i Danmark. Det her land har givet mig et job, respekt, uddannelse til mine børn og ikke mindst fred. Jeg er så lykkelig og sætter så stor pris på det,” siger hun.
Fritiden går med at være frivillig tolk for flygtningene i Egedal kommune - en opgave, som hun sætter stor pris på.
“Jeg kender Danmark og kulturen herhjemme, så jeg forsøger at hjælpe dem så meget som muligt og komme med råd. Egedals flygtninge er fantastiske. De vil så gerne tage del i samfundet, at de ønsker flere dansk-undervisningstimer om ugen. Deres indstilling er helt rigtig, for selvom de er kommet til et beskyttet land, hvor folk vil hjælpe dem på vej, så skal de også selv være klar til at lære sproget, læse og yde. Jeg lærer dem blandt andet, at her i Danmark har vi frihed under ansvar. Man passer sine ting og tager del i samfundet, og den vej igennem bliver man accepteret og opnår den gode integration,” siger hun.
Er der forskel på datidens og nutidens flygtninge.
“Ja, uden det skal misforstås, så klarede vi os selv dengang, vi kom hertil. Der var ikke fokus på flygtninge, så vi fik ikke den hjælp, som flygtningene gør i dag.”
Hvordan ser du på den nuværende flygtninge-situation i Danmark og Europa?
“Det er forfærdeligt. De mennesker har ingen fremtid i lande som Jordan, Irak og Syrien. Der er konstant krig og ingen kærlighed. De har ikke selv valgt at flygte. De er blevet tvunget til det, ligesom jeg også blev. Nu er flere tusinde familier blevet splittet, og derfor kan jeg godt forstå, når de kommer til Danmark og ønsker at tage til Sverige. Det er ikke et fravalg af Danmark, men nærmere et tilvalg af Sverige, for i Sverige har de større chance for at få deres familier med.“
Souad Taha er så opsat på at hjælpe de mange tusinde flygtninge, at hun har meldt sig som indsamler til den landsdækkende Røde Kors-indsamling søndag den 4. oktober.
Klar til indsamling
“Jeg er stolt af at hjælpe til. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel, for jeg kender situationen, deres tanker og bekymringer. De her mennesker fortjener samme chance og mulighed som mig. Jeg plejer at sige “Man glemmer alt, men ikke krig,” siger Souad Taha.