Stjal kogle med peberspray og kørte væk i sin egen bil
Et simpelt tyveri udviklede sig til et røveri onsdag eftermiddag 15. oktober i Punkt 1 på Adelgade i Skanderborg, da to tyve brugte peberspray mod en ekspedient i butikken, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
De to mænd kom ind i butikken klokken 17.24, og mens den ene forsøgte at aflede ekspedientens opmærksomhed, klippede den anden en designerlampe af mærket PH Koglen ned. Tyverieforsøget blev imidlertid opdaget af ekspedienten, der forsøgte at spære tyvenes vej ud af butikken, forklarer stationsleder Andreas Bryld Hansen.
"Den ene af gerningsmændene bruger derefter en peberspray mod ekspedienten, inden de flygter ud af butikken til en ventende bil," siger han.
Gerningsmændene var dog ikke smartere, end at de anvendte den enes egen bil til at flygte i. Derfor kunne politiet hurtigt finde frem til den ene af dem, en 27-årig mand fra Skanderborg, I hans bil dfandt politiet både Koglen og pebersprayen. Han er nu anholdt og sigtet for røveri.
LÆS OGSÅ: Uenighed om bilhandel endte med knivstikkeri
LÆS OGSÅ: Tyv med næse for god rødvin