Fortsæt til indhold

Kogle-røver fængslet i fire uger

Krimi
Af Grethe Bo Madsen

Den 27-årige mand fra Skanderborg, som onsdag 14. oktober begik røveri mod Punkt 1 på Adelgade i Skanderborg, blev torsdag 15. oktober fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger, oplyser leder af Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen. Den 27-årige er sigtet for røveri. Lokalpolitiet i Skanderborg leder fortsat efter hans medgerningsmand.
Sammen gik de to ind i Punkt 1 onsdag eftermiddag klokken 17.24, hvor den ene forsøgte at aflede ekspedientens opmærksomhed, mens den anden klippede en dyr designerlampe af mærket Koglen ned.
LÆS OGSÅ: Overlevede frontalt sammenstød med lastbil
Tyverieforsøget blev imidlertid opdaget af ekspedienten, der forsøgte at spærre tyvenes vej ud af butikken, forklarer Andreas Bryld Hansen.
"Den ene af gerningsmændene bruger derefter en peberspray mod ekspedienten, inden de flygter ud af butikken til en ventende bil," siger han.
Gerningsmændene var dog ikke smartere, end at de anvendte den enes egen bil til at flygte i. Derfor kunne politiet hurtigt finde frem til den 27-årig. I hans bil fandt politiet både Koglen og pebersprayen.
LÆS OGSÅ: Uenighed om bilhandel endte med knivstikkeri