Rumænsk par anholdt
Erland Rasmussen
Personalet hos Netto i Ry var kvikke, da de fik mistanke til en mand og kvinde i forretningen torsdag 8. oktober klokken 13.50. Parret havde nemlig stjålet en dunk med vaskemiddel, og Netto-personalet skyggede derfor manden og kvinden, der gik ud af forretningen og ind til SuperBrugsen ved siden af, oplyser Lokalpolitiet. Politiet blev tilkaldt, parret blev anholdt og indbragt på stationen, hvor de blev sigtet for butikstyveri og fik en bøde på stedet. Det var en 26-årig mand og en 27-årig kvinde fra Rumænien.