Fortsæt til indhold

Politiet tog på besøg hos tyve

Som en præventiv indsats har Nordsjællands Politi været på besøg hos gamle kendinge, der tidligere har begået indbrud

Krimi
Af Jeppe Lund

Forebyggelse er bedre end helbredelse, og i den ånd besøgte Nordsjællands Politi i sidste uge en stribe af deres 'venner'.
For inden efterårsferien tog politiet på hjemmebesøg hos en stribe personer, der tidligere har begået indbrud eller handlet med hælervarer.
Indsatsen i uge 41 resulterede i 20 kontroller af marskandisere, 12 præventive hjemmebesøg hos unge, der tidligere har begået indbrud i efterårsferien, 1 anholdt tyv, der blev sigtet og straksdømt for 16 forhold af tyveri mod især ældre brogere, 1 anholdt hæler, der forsøgte at sælge stjålne proteinbarer til erhvervsdrivende, 4 anholdte indbrudstyve.
"Ønsket var præventivt at forhindre både indbrud og hæleri ved at foretage målrettede hjemmebesøg hos nogle personer kendt for den type handlinger. Derudover var formålet at anholde og sigte så mange indbrudstyve og hælere som muligt inden efterårsferien i uge 42, hvor borgerne ofte er bortrejst", siger Henrik Christensen.
Han er faglig koordinator i Task Force Nordsjælland, der er Nordsjællands Politis særlige enhed mod indbrud og tyverier.
Han opfordrer til, at man tænker sig om, hvis man gerne vil købe brugt.
"Hvis man skal købe brugte genstande, kan jeg kun henstille til, at man altid overvejer, om der er overensstemmelse med en tilbudt vares reelle værdi og prisen", siger Henrik Christensen.

Gode råd

Sæt tidssensor på lyset i huset
Lås haveredskaber og stiger inde
Lav aftaler med naboerne om f.eks. at køre skraldespanden
Tilmeld dig Nabohjælp Ret henvendelse til mistænkelige personer, der ikke burde befinde sig på vejen
Kontakt politiet på 114 ved mistænkelige hændelser