Aldrig for gammel til at give en røvfuld
Samboende søskende på 77, 81 og 85 år bankede hjemmerøvere bevæbnet med pistol og kniv
Tre ældre søskende blev lørdag aften 17. oktober klokken 21.13 overfaldet, da to mænd kom til deres hus på Hammer Møllevej i Vonge nord for Vejle.
De tre søskende på henholdsvis 77, 81 og 85 år bor sammen, og de stod også stærkt sammen, da de to mænd kom ind i deres hus. Den ene overfaldsmand havde en pistol i hånden, den anden en køkkenkniv.
"Manden på 81 år kommer i klammeri med ham med pistolen. Han forsøger at vride pistolen ud af hånden på røveren, men det ender med, at den 81-årige får et slag i ansigtet med pistolen. Under klammeriet kommer de to søskende til undsætning og tildeler de to mænd nogle slag med en stok. Det får mændene til at flygte fra stedet - vel at mærke uden at få noget med sig," siger vagtchef Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Mændene forsvandt i en bil, som politiet ikke har en nærmere beskrivelse af. De to mænd beskrives begge som 180 centimeter høje, muskuløse og iført en røverhue med hul til øjnene.
Den 81-årige måtte en tur på skadestuen for behandling af slaget i ansigtet, men blev ikke indlagt.