Fortsæt til indhold

Men så gik apotekstyv selv i fælden

Natten til torsdag lykkedes det en af poltiets hundepatruljer at anholde en apotekstyv i Hillerød, selvom det lykkedes ham først at slippe væk flere gange

Krimi
Steen Tue Bjerborg

Først lykkedes det tyven at slippe væk fra en hundepatrulje - endda flere gange. Men så han kom selv tilbage og gik i fælden, og derfor lykkedes det natten til torsdag at anholde en 35-mand fra Brøndby, der havde begået indbrud i Krone Apotek i Helsingørsgade i Hillerød.
Kl. 01.18 fik politiet en anmeldelse fra et vidne, der havde set, at der var nogle inde i apoteket. En hundepatrulje kørte hurtigt til apoteket. Men da de ankom til stedet, stak tyven af på en cykel. Og selvom politiet sendte hunde efter ham, lykkedes det ham at slippe væk via Helsingørsgade og ned ad en trappe til Søstien.

Tyven kom tilbage

Tyven kom dog selv tilbage lidt efter - denne gang op ad Slotsgade. Men da politiet forsøgte at afskærme ham vejen der, smed han bare cyklen fra sig og sprang over et hegn.
Politiet gav dog ikke op, og tyven kunne åbenbart heller ikke holde sig væk. For lidt efter lykkedes det endnu engang at spotte manden, der nu kom gående - og ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi nu med huller i bukserne. Og denne gang gik han i fælden og blev anholdt uden større dramatik.

Havde stjålet piller

Under sin flugt havde tyven tabt flere tyvekoster, der hovedsageligt bestod af piller. Og ved anholdelsen havde han resten på sig, samt det værktøj, han havde brugt til indbruddet.
Den 35-årige mand blev efterfølgende overført til Københavns Politi, hvor det viste sig, at han var en god kending.