Rykker politiet altid ud til indbrud?
Et par på Mosegårdsvej blev forundret, da de i Villabyerne læste, at politiet altid rykker ud til indbrud
Halvanden time efter Jørgen Jørgensen og Lillian Munch Bidstrup var gået til ro hjemme i rækkehuset på Mosegårdsvej den 11. september, vågnede hun ved en mærkelig lyd.
Idet Lillian tændte lyset i stuen, stoppede den, og hun vendte tilbage til sengen. Næste morgen opdagede de hurtigt årsagen til lydene, da der lå spader og andre haveredskaber spredt ude i haven.
Hurtigt konstaterede de et mislykket indbrudsforsøg ved havedøren, mens tyven havde haft mere held med kældervinduet, som var brudt op og ruden sparket ind. Dog var tyven ikke kommet længere ind. Måske var gerningsmanden forduftet, da Lillian var oppe om natten?
Med det samme blev nummeret til politiet indtastet, men her lød beskeden, at de ikke tog ud til indbrud. Ægteparret blev derfor noget forbløffet, da de den 13. oktober kunne slå op i Villabyerne og læse, at indbrudsramte borgere altid kunne forvente at få besøg af en patrulje.
"Jeg blev noget stødt, da jeg læste deres udtalelse i Villabyerne, eftersom jeg i røret havde fået det stik modsatte at vide. Det er ubehageligt at opleve indbrudsforsøg, og et besøg fra politiet ville have givet en tryghed, men jeg accepterede, at det er vilkårene på grund af knappe ressourcer hos politiet", siger Jørgen Jørgensen.
I den bedste verden
Det var politikommissær i Nordsjællands Politi Erik Skriver, som i Villabyerne den 13. oktober udtalte, at de altid tager ud til indbrud.
“Men der er situationer, som vi ikke kører ud til. I den konkrete sag, hvor gerningsmanden ikke har været inde, er der 80 procent risiko for, at vi ikke tager derud. Selv om han har rørt ved haveredskaber, er det svært at finde DNA på træ og glatte og ru overflader, så sandsynligheden for at finde et godt spor, har vi vurderet til at være for lille”, siger Erik Skriver.
Men han forstår godt, at Jørgen Jørgensen blev stødt over hans udtalelse i avisen.
“Han har ret i at have den følelse, men vi står i et dilemma, hvor vi bliver nødt til at prioritere vores ressourcer. Jeg forstår godt hans tilgang til det, men der sidder en politimand med en erfaring om, hvad det giver af resultater i forhold til at sende en person ud i en time frem for at gå i gang med andre sager, der ligger og venter. Men i den bedste verden var vi taget derud”, siger Erik Skriver.
Holde øjne og ører åbne
Da ægteparret senere i Villabyernes Politirapport læste om et andet indbrud på Mosegårdsvej, tog Jørgen Jørgensen selv affære og omdelte sedler til de nærmeste naboer med opfordringen til at hjælpe hinanden med at holde øjne og ører åbne.
“Når politiet er så presset, må vi i stedet hjælpe hinanden. Men hvad hjælper det at tømme postkassen og være på udkig om dagen, når de bryder ind om natten, mens man ligger i huset og sover", spørger Jørgen Jørgensen.