Pludselig stod en kvinde i køkkenet
En 92-årig mistede to guldhalskæder efter et mystisk besøg af en kvinde i sit hjem.
Episoden skete torsdag 22. oktober klokken 14, da den 92-årige netop var kommet hjem til sin bolig på Møllevej i Ry.
Fra sit køkken så den 92-årige en nydelig kvinde passere forbi vinduet. Kvinden hilste, som om hun kendte den 92-årige og gjorde tegn til, at hun gerne ville ind.
Det fik den 92-årige til at gå ud til havedøren, men der var ingen kvinden at se.
Den 92-årige gik derefter tilbage til sin lejlighed, hvor hun opdagede, at kvinden fra vinduet nu pludselig stod indenfor.
Kvinden præsenterede sig som sygeplejerske fra nærmeste lægehus, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg, som oplyser, at der efterfølgende var stjålet to guldhalskæder fra den ældre kvindes lejlighed.
Kvinden beskrives som 40-45 år, ca 170 centimeter høj, almindelig kropsbygning med brunt mellemlangt hår. Hun talte dansk med accent.